23948sdkhjf

MobilePay sænker priserne i fysiske butikker

Samarbejdet med partnerbanker muliggør kraftige prisreduktioner.
Fra 1. april gennemfører MobilePay markante prisreduktioner for fysiske butikker i Danmark, fortæller Danske Bank i en pressemeddelelse.

Højeste pris for en transaktion sænkes fra 5 kr. til 0,75 kr. Samtidig lanceres transparente priser for alle virksomheder i form af en trappeløsning, hvor prisen kan nå ned på 0,3 kr. ved store mængder transaktioner.

- Med dette udspil bliver MobilePay yderst konkurrencedygtig på pris overfor alle typer erhvervsdrivende i Danmark. Vi har over 40.000 erhvervsdrivende som kunder og ønsker at fortsætte den kraftige vækst gennem konstant innovation af brugervenlige løsninger. Nu topper vi op med billige, enkle og gennemskuelige priser, siger Mark Wraa-Hansen, chef for MobilePay.

MobilePay har hidtil haft to erhvervsløsninger til fysiske butikker med hver deres prisstruktur. Den meget udbredte MobilePay Business til de mindre virksomheder har hidtil haft en pris på 1% pr. transaktion, dog maximalt fem kroner.

Til større kæder har prisen været forhandlet individuelt. Nu erstattes og strømlines det hele af en transparent pristrappe.

Det er opbakningen fra de mange partnerbanker og den kommende konto-til-konto struktur, som muliggør, at MobilePay kan sænke sine omkostninger kraftigt.

- Vi vælger at give gevinsten videre til vores erhvervskunder og dermed gøre det endnu mere attraktivt at kunne tilbyde betaling med MobilePay i butikkerne fra mere end 3,3 millioner private brugere. Men vi nøjes ikke med at sænke priserne. De kommende måneder vil vi væsentligt forbedre funktionaliteterne i vores erhvervsløsninger, så de bliver hurtigere og nemmere at bruge for både virksomheder og private brugere. Vi vil være den bedste mobile betalingsløsning for alle danske virksomheder og danskere, siger Mark Wraa-Hansen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109